I 2022 oplevede jeg det voldsomme dødsfald der sendte mit inde på en rejse jeg ikke vidste fandtes. Mit liv blev vendt op og ned. Jeg havde altid set døden som en behagelig afslutning og en begyndelse på noget nyt. Jeg havde aldrig før frygtet døden eller følt døden skræmmende. Men det blev ændret i august 2022 og jeg stod tilbage med et psykologisk traume der krævede hjælp af en professionel psykolog.
Begge mine forældre havde havde levet et godt liv ud fra deres muligheder og deres ønsker. De manglede måske kun at blive oldeforældre men der ud over havde de vist nået det de ville. Begge var de afklaret med døden og de havde taget stilling til hvad der skulle ske hvis de gik bort. De havde ligeledes taget beslutning om genoplivning og livsforlængende behandling.
Min fars dødsfald i slutningen af december 2020
Året 2020 var der vi alle lærte ordet Corona og mange ældre frygtede at blive smittet. Ligeledes gjorde begge mine forældre. Sidst på året fik mine forældre tildelt en ægtefælle bolig på et plejehjem i københavn. De var ikke henrykte men livet havde indhentet dem og min mor var blevet for dement til at de kunne bo selv. Min far havde drukket sin del her i livet og han var heller ikke frisk længere. Turen på plejehjemmet gik gnidningsfrit. Omstillingen fra at bo ene to i en isoleret lejlighed til at være på et plejehjem med evige besøg og forstyrrelser gik over alt forventning. Især min far fik øje for at han nok slet ikke var så frisk som han troede, så det var rart for ham at der var nogle til at varte ham op.
En tidlig morgen time i december 2020 faldt min far sammen på gulvet og mens der var en plejer tilstede og hans hjerte stoppede. Han fik den død han havde ønsket sig hele livet. Det hele slukkede på en gang og han opdagede ikke at det skete. Han var hverken smittet med corona eller andet hans hjerte sagde bare stop og min fars dødsfald skete på værdig vis.
Min mors død blev det stik modsatte
Min mor der var godt dement havde altid sagt at vi ikke skulle holde hende i live og hun ville have en værdig død. Når tid var så skulle vi hjælpe hende og det var både skrevet og læger, sygehus samt plejehjem var informeret om hendes ønsker. Heldigvis havde hun ytret disse ønsker da det lægefaglige personale havde spurgt hende. Disse ønsker og forløbet omkring min mors død var det er sendte mig i gulvet da hun endelig fik lov til at dø.
Min mor var det sødeste menneske på denne jord. Ja hun havde sine fejl, men hun gjorde aldrig noget for at skade andre mennesker og hun beskyttede sin familie og ikke mindst sine børn mod alt hvad hun kunne. De sidste år af sit liv gik hun ud og ind af sin Levy Body demens. Vi fik mange gode stunder med hende men endnu flere hårde stunder hvor demensen vandt. Jeg indrømmer at det var en hård tid og det tog hårdt på os alle.
Sommeren 2022 var ulidelig varm og sled på mange ældre. Demensen skred frem og min mor lakkede mod enden. På 3 måneder der ændrede meget sig. Min mor gik fra at gå 10.000 skridt om dagen til at sidde i en kørestol 12-14 timer om dagen. Hun mistede lysten til livet og vi vidste at det var tid til at få sendt hende videre. Lægen blev tilkaldt for at vi kunne få en terminalerklæring. Sådan en skal der bruges når vi sener skulle hjælpe hende videre ud af livet.
Nogle uger sener var det ved at være tid til at få afsluttet min mors liv på en værdig måde.
Den uværdige død
Herfra gik det hele faktisk galt. Set i bagspejlet så er det uhyggeligt for mange fejl der kan ske på 4-5 døgn. Terminal erklæringen fra tidligere var ikke skrevet, så der skulle en ny til. Det var ikke så nemt når personalet på plejehjemmet ikke var enige om min mors tilstand. Ledere der ikke forholdt sig til de borgere de var ansat til at passe på. Personale der var presset på både tid og presset til at udfører opgaver der stred mod deres overbevisning om hvad god pleje er.
Trods det at min mor var dement så forstod hun stadig mange ting og jeg vil holde på at det tættere på døden hun kom det mindre dement var hun. Om fredagen sad jeg med min mor og hun sagde til mig at jeg skulle hjælpe hende. Jeg vidste godt hvad hun bad om hjælp til. Jeg sagde til hende at hvis hun ikke ville mere så skulle hun stoppe med at spise og drikke. Hun nikkede og lukkede munden.
Fredag, lørdag og søndag gik med at personalet skulle “dokumenterer” og overskride min mors grænser. Lægen ville ikke komme ud og tilse min mor selv om de havde fundet ud af at de ikke havde noteret at hun var terminal. Plejehjemmet mente heller ikke at hun var terminal. Ja altså den ene person de snakkede med, for både afdelingsleder og plejer var meget overbevist om at min mor var ved at tjekke ud. Men Tiden skulle gå og selv om min mor lukkede munden og dreje sit hoved væk så blev der gang på gang begået overgreb og min mor blev givet mad underpåskud af at det var piller og væske blev givet blandt andet via injektionssprøjter i munden.
Herfra vil jeg spare dig for resten af oplevelserne som jeg måtte igennem. Min mor døde først nogle dage sener en tidlig morgen. Nu troede jeg at jeg ville få fred. Min mor havde fået fred og vi kunne begynde nedpakningen. Ja jeg var ked af det og jeg græd som pisket. Jeg havde jo mistet min mor.
Mødet med plejehjemmet og lægen
Torsdag havde vi aftalt et møde med ledelsen på plejehjemmet og min mors læge. Først antog de at vi ikke ønskede mødet men jo, min bror og jeg havde noget vi ville fortælle dem. Mødet forløb stille og roligt og min meget fornuftige bror havde ordet jeg kæmpede bare med at holde tårerene tilbage. Da mødet lakkede mod enden, spurgte jeg om jeg måtte fortælle dem hvad der var sket i forbindelse med min mors dødsfald. Inderst inde så ville jeg ikke være den eneste der vidste hvad der var sket.
Jeg fortalte forløbet, ikke minut for minut men detaljeret. Jeg græd som pisket imens og da jeg var færdig spurgte min bror lige så tørt, og hvad syntes i så om det…. Jeg kiggede op og der sad 2 leder og 1 læge. De vidste ikke hvad de skulle sige og de var alle påvirket af min fortælling.
Lægen udbrød… det her skulle aldrig nogensiden være sket og “du” skal have akut krise hjælp og det er nu.
Hvad jeg ikke selv vidste på dette tidspunkt var at jeg havde fået et kæmpe sår på sjælen. Min hjerne gennemlevede de sidste 7 dage som en film der kørte hele tiden. Jeg kunne ikke stoppe filmen eller hoppe ud af den. Filmen kørte hele døgnet og den blev mere og mere intens. Jeg blev kastet ind og ud af filmen og jeg vidste aldrig hvor jeg blev kastet ind eller hvor jeg røg ud. Udover at jeg kunne se hvad der skete så kunne jeg også høre, lugte og mærke hvad der skete i filmen. De næste uger tog filmen til. Hver dag blev filmen kortere og kortere. Efter nogle uger var filmen kortet ned til de sidste 3 timer af min mors liv. Filmen kørte i et tempe der kunne gøre alle svimmel. Jeg vågnede om natten fordi jeg blev kastet ind i filmen og oplevede min mors dødsfald igen og igen.
Psykologen der kunne hjælpe mig med mit traume
Der skulle desvære gå noget tid før jeg fik fat i den rette psykolog der kunne hjælpe mig. På det tidspunkt var jeg ved at eksploderer. Jeg troede at det ville blive nemmer med tiden men nej det eskalerede dag for dag. Jeg kan bedst beskrive det som en tur i en rusjebane der aldrig ville stoppe og ville køre hurtigere og hurtigere. I starten mødtes jeg med psykologen hver uge og jeg kunne slet ikke se noget fremskridt. Normalt ville jeg have givet op og have klaret det selv men jeg kunne slet ikke tænke så langt. Mit liv handlede bare om at overleve og ikke gøre skade på nogle mennesker eller mig selv.
Psykologen var tålmodig, min læge var lige så hjælpsom, jeg fik lov at fortælle og snakke om det voldsomme dødsfald jeg havde oplevet. Nu sidder jeg over et år efter min mors dødsfald og jeg er stadig ikke igennem eller ude på den anden side men det går bedre og jeg har mere kontrol over filmen. Jeg kan vælge filme til og jeg skal fravælge filmen når den kommer. Men filmen er der stadig.
Jeg ved med mig selv at valget om at gå til en professionel psykolog var det bedste valg i mit liv. Jeg ved ikke hvor jeg var endt hvis jeg havde lod stå til og ville klarer det selv.
Det er hårdt at skrive denne beretning men hvis den kan hjælpe bare 1 person med at komme afsted til psykolog så vil denne historie gøre en forskel. Et traume er så voldsomt at det kun er de få der forstår det, medmindre de selv har prøvet at stå midt i det.
Artiklen er skrevet den 7 oktober 2023 af en der ønsker at være anonym.
