Jeg er en kvinde på 52 år som er bosat i Vestjylland på en gård i en lille landsby. Jeg har 2 drenge på 20 år og 24 år og har været lykkelig gift i 23 år. Efter mange år med depressioner, stress og ADHD er jeg nu på vej til at få tilkendt flexjob.
Min historie starter med min helt tidlige barndom:
De første år af mit liv var jeg min fars yndling, da jeg havde langt lyst hår og store blå øjne og tiltrak mig folks opmærksomhed med min charme. Men da jeg kom i den alder hvor man begynder at stille en masse spørgsmål, blev jeg den irriterende møgunge der aldrig skulle have været født, hvilket jeg ofte fik af vide.
Min søster blev herefter hans yndling og hende der fik lov til ting som jeg lige havde fået afslag på, hun måtte også komme med ham når han skulle i byen og jeg fik af vide at jeg skulle blive hjemme. Der blev altid gjort stor forskel på os og jeg kom til at hade min søster der tyranniserede mig og drillede meget, hun fik mig ofte til at græde i afmagt.
Min mor var før vores fødsel blevet banket og mishandlet af min far utallige gange samt prostitueret til mekanikeren når min far skulle have lavet bil. Hun har ofte ringet til politiet som kom og hentede min far, når han havde banket hende.
Vores liv som børn
Da vi var helt små låste min far os ude på badeværelset når min mor havde aftenvagt så han kunne tage i byen og drikke, så kom der altid en nabo og trak os ud af et vindue fordi de havde hørt vores gråd. Min far drak næsten hver dag, og kom hjem og var sur og hidsig i hans fuldskab.
Min mor var bange for vores far og turde ikke at sige ham imod så hun så til på sidelinjen når han slog og tyranniserede os børn.
Vi flyttede til Sverige pga. arbejdsløsheden i Danmark og min far var i mellemtiden blevet invalidepensionist pga. en sjælden sygdom. Det betød at han gik hjemme hele dagen og kunne lade op i kakkelovnen til vi kom hjem fra skole.
Hysterisk oprydningstrang
Min far havde en sygelig oprydningstrang og alting skulle gøres på bestemte måder og bestemte tidspunkter. Han kunne for eksempel slå os rigtig hårdt oven i hovedet med en træsko hvis vi havde glemt at sætte den på plads på hylden, jeg husker en gang hvor jeg fik en på siden af hovedet fordi jeg havde knækket en gren på et syrentræ. Når vi var i skole, gik han ind på vores værelser og gennemgik vores ting. Hvis tøjet i skabet eller tingene på hylderne ikke stod eller lå rigtigt, kunne vi komme hjem til en kæmpe bunke midt på gulvet med beskeden om at få ryddet op og vi måtte ikke forlade værelset før det var gjort.
Vores aften måltider var altid præget af en spændt stemning hvor ingen sagde noget, for der kunne pludselig komme en tallerken flyvende igennem rummet, hvorefter han gik ned i sit rum i vores kælder. Nogle gange var det helt uden grund andre gange over en lille ting eller noget der blev sagt forkert. Min søster og jeg plejede at liste os om bagved huset hvor der var et vindue til hans rum. Vi stod udenfor og kiggede ind på vores far som sad og bandede højlydt.
Jeg husker at min søster og jeg søgte tilflugt ved en nærliggende andedam når vi var blevet slået. Min mor kom ofte ned til søen og trøstede os hvis ikke hun sagde ”Kan i ikke bare lade være med at gøre ham sur”.
Derhjemme måtte vi ikke sidde på skødet af vores mor eller være i hendes nærhed. Vi fik altid af vide at vi skulle gå ind på værelset og lege. Jeg husker ikke at jeg fik ret meget kærlighed eller omsorg i de år.
Tilfulgt ved mormor og bedstefar
Ferierne hos min mormor og bedstefar blev mit tilflugtssted. Her måtte man sidde på skødet hele tiden, ligge i arm med mormor og sove hele natten, blev forkælet ud over alle grænser og fik masser af omsorg og kærlighed.
Når hele familien skulle være samlet, gik det altid galt fordi der var en der kom til at være uenig i min fars synspunkter eller fordi han ikke var midtpunkt. Så fik han et raserianfald og vi måtte køre hjem før tid.
Min mor og far blev skilt og de næste år var de bedste i hele min barndom, for der havde vi vores mor for os selv og hun kunne give os alt den kærlighed og omsorg som hun ikke tidligere havde kunnet. Og der var ingen vold.
Min mor mødte hendes nuværende mand og vi flyttede med ham på hans gård og fik hver en hest. Men ak lykken var kort for det viste sig at han ikke kunne modstå unge piger og det blev daglig kost at han lavede seksuelle tilnærmelser af grov karakter på både min søster og jeg.
Jeg fandt som 17 årig en kæreste og flyttede sammen med ham for at komme hjemmefra. De første år gik godt, men så begyndte jeg at få det dårligt psykisk og måtte søge hjælp igen og igen.
Mine oplevelser med forskellige psykologer
Jeg har været mange psykologer igennem, nogle bedre end andre. Lige fra en psykolog der kun kunne fokusere på at min stedfar skulle have den skåret af, til psykologer der afsluttede forløbet for tidligt fordi jeg ikke lige kunne finde hvad der skulle tales om til en konsultation.
Ofte var forløbet præget af at jeg selv skulle finde svarene på hvad jeg havde brug for og der blev ikke arbejdet med den egentlige årsag til min psykiske tilstand.
Jeg turde ikke at åbne op for var bange for at de ikke kunne lukke det igen inden jeg gik og at jeg derfor ville få det dårligere.
Det skete også nogle gange at når vi sluttede en session, så gik jeg hjem med uforløste spørgsmål og bearbejdninger.
Til sidst var jeg så langt ude at jeg havde voldsomme selvmordstanker og til tider planer for hvordan jeg skulle ende det. Havde jeg ikke fået hjælp så tror jeg ikke at jeg havde været her i dag til at fortælle denne historie.
Psykoterapeut der hjalp
Det var først da jeg kom til en psykoterapeut at jeg virkelig fik hjælp og langsomt fik det bedre.
Hun formåede at hjælpe mig til at komme helt derind hvor det gjorde mest ondt og lod mig mærke smerten og at bearbejde alle de svigt jeg havde oplevet.
Jeg er der i dag hvor jeg har lagt det hen på en hylde som en del af mit liv. Det får ikke længere lov til at fylde og selvom det lyder mærkeligt, så ville jeg ikke have været det foruden, for det er med til at forme den person jeg er i dag på godt og ondt. Jeg kan klare rigtig meget modgang for jeg har været TO HELL AND BACK.
Jeg vil her til slut opfordre alle der har det svært på den ene eller anden måde at opsøge professionel hjælp. Selvom man tror at man selv kan klare det og at det forsvinder igen, så vil det altid sidde som et betændt sår som bryder frem engang imellem og det er kun professionelle der kan hjælpe dig med at hele såret.
